Der var engang …
hvor der både var mod og visioner.

Lo-skolen, Helsingør Højskole var navnet på den selv-ejende institution, som 30. nov. 1961 blev officiel ejer af skolen. Af det oprindelige navn er nu kun Lo-skolen tilbage. Lo-skolen blev indviet den 28. maj 1969.

 

 

Der var mod og visioner i 1960-erne til at forestille sig en højskole, hvor elever havde medbestemmelse og medansvar for egen læring, og man satsede på korte kurser af en uges eller 14 dages varighed ind imellem de halvårlige ”normale” højskoleforløb.

Højskolen skulle arbejde for det nysgerrige, kreative, innovative voksne menneske, som lærte for livet og af livet – og som ville bruge tid på at udvikle sig som person, blive klogere på sig selv og omverdenen og handle derefter – uden nogen afsluttende eksamen.  

Formålet var især at give de mennesker, livet ved tilfældigheder havde givet få muligheder for at udvikle evner og interesser, en chance.
Højskolen henvendte sig først og fremmest til fagbevægelsen og dens tillidsfolk og grundlaget blev i mange år Fagbevægelsens Interne Uddannelser (FIU). Et nyt visionært uddannelsessystem, som havde sin egen dynamik, og som blev kendt og kopieret udenfor Danmarks grænser.

Lærere skulle være en slags konsulenter, som havde kontakt til det ”virkelige liv”, og som ikke groede fast i et undervisningsmiljø.

Til konkret at udføre alt dette udvalgtes forstanderen for Esbjerg Højskole: Erling Jensen. Han var en handlingens og forhandlingens mand, som med pondus, karisma - og charme ikke at forglemme – var med i planlægningen fra 1961. Han forblev samtidig forstander for Esbjerg Højskole indtil han i 1967 flyttede til Helsingør. Erling Jensen blev en markant figur, der satte sin aftryk på de banebrydende undervisningsformer og meget andet, indtil han i 1971 forlod højskolen for at blive handelsminister. Flemming Skov Jensen, som dengang var lærer på skolen, overtog posten som forstander.
 

KVALITET & VÆRDIER
En anden vigtig del var omgivelserne. Ikke kun de meget smukke, som naturen havde givet denne plet på jorden, men også det menneskeskabte: Arkitektur, materialer, indretning, kultur, mad, service, teknik, undervisning m.m. Alt skulle have en høj standard. Enkelhed, godt håndværk, reelle ”ærlige” materialer, dansk design, kort sagt - de bedste råvarer i alle sammenhænge skulle skabe et optimalt udgangspunkt for social og kulturel aktivitet.
De fysiske faciliteter og menneskelige serviceydelser udviklede sig løbende med henblik på bedst muligt at understøtte aktiviteterne, - til samtidig gavn for øvrige gæster, private kurser, konferencer og møder.

Den høje kvalitet, der var sat gennem omgivelser og bygninger, smittede af på alle andre dele af dagligdagen, og gav vitaminer til et ophold udover det sædvanlige. I tråd med denne udvikling af kvalitet og æstetik blev kunsten en stadig vigtigere del af Lo-skolen. Billedkunst og skulpturer af høj karat, der matcher skolens ånd, præger bygningskomplekset overalt som en yderligere forædling af rammerne.

Disse grundlæggende værdier har man været tro mod siden.

 

ØKONOMISK UAFHÆNGIG
Pædagogik og økonomi skulle gå op i en højere enhed. Virksomheden skulle hvile i sig selv: Et uafhængigt åndehul i det tunge faglige organisationsapparat som dog driftsmæssigt skulle hænge sammen ud fra sunde forretningsprincipper.

Gennem årene er stedets egen uddannelsesaktivitet kommet til at fylde mindre og mindre, men miljøet er blevet fastholdt, og til stadighed udviklet, så det nu kommer en stadig bredere brugerkreds til gode.
Lo-skolen danner siden 2008 tag over to ret så forskellige driftsselskaber. En privat uddannelsesvirksomhed med fokus på voksenuddannelse i relation til arbejdslivet, - og et nutidigt konferencehotel, der opererer kommercielt og henvender sig til alle.

Den historiske arv og de grundlæggende værdier er imidlertid fælles.

Højskolen var udtænkt, bygget og gearet til undervisnings- former, som andre under- visningsinstitutioner først skulle lære at tilpasse sig.

 


"Stigningen i terrænet forstærkes af tegltagene i forbindelse med at bygningernes etageantal øges. For yderligere at forstærke denne virkning er tagprofilet gjort asymmetrisk og forskudt."

Citat fra: Nogle notater om forarbejdet med Lo-skolen - af arkitekterne Karen og Ebbe Clemmensen og Jarl Heger.

HØJSKOLEN

Forstandere:
Erling Jensen 1969 - 1971
Flemming Skov Jensen: 1971 - 1988
Frode Møller Nicolaisen: 1988 - 2008

Fra 2008 er Lo-skolen opdelt i tre
selskaber:

Fonden Lo-skolen
Konventum -
Lo-skolens konferencecenter A/S
Center for arbejdsliv & læring -
Lo-skolen A/S

Direktør for Fonden Lo-skolen:
Frode Møller Nicolaisen: 2008 -

SKOLENS SANG

Halfdan Rasmussen skrev sangen "Kæden" til indvielsen i 1969.

Vil du vide mere?
Så er der spændende beretninger i skolens 25-års jubilæumsbog:
Birger Mikkelsen: Fra vision til virkelighed - historien om Lo-skolens tilblivelse. - Helsingør, Lo-skolen, 1995. - 88 sider: ill.
 




Fra Lo-skolens 40 års jubilæum i 2009.